Døren tilhører en cykelbutik på Vesterbro. Måske den første, der har sat et decideret skilt i døren, men på ingen måde den første cykelbutik, der beder kundernes cykler vente udenfor.
Det er et lidt uvelkomment signal, men dækker nok over, at han har en lille butik, hvor han er træt af at kundernes rustne jernheste laver buler i de nye cykler og trækker mudder ind på gulvet.
Men forestil dig, at denne cykelbutik vendte tingene om. Tænkte i, hvordan kundernes verden ser ud, og indrettede butikken som en “drivethrough”:
- Mountainbikeren med den hundedyre carbonbike, som han ikke lader ude af syne i bare 10 sekunder, ville kunne køre ind igennem butikken på vej i skoven og få en snak om indstilling af gearene, så den metalliske knagelyd i 12. gear kunne forsvinde
- Den unge studine kunne komme ind og få luft i dækkene i tørvejr. Måske ville luftpumpen endda blive ført af en charmerende cykelreperatør – og han ville kunne vise hende de nye smarte cykelkurve
- Den travle mor på Raleighen ville slå ind igennem for at kigge på et nyt sæt cykellygter, nu hvor det er blevet efterår – og den unge charmør med luftpumpen, ville så bemærke den rustne kæde og give et skarpt tilbud på ny kæde og efterårsservice.
- Farmand på Kronancyklen med barnesæde på stangen, ville rulle ind for at kigge på en ny æske cykellapper (en rigtig mand lapper vel selv, ikke?!). En oplagt mulighed for at vise to gode bud på en cykel til sønnike (for en rigtig søn, cykler selv, ikke?!).
Pointen
Når noget irriterer dig eller du bemærker en tendens, så afstå fra at vælge den lette løsning med det samme. Vent med at sætte skiltet op, men prøv at tænk over, hvad det er, der er på spil. Hvordan ser det ud fra kundens perspektiv: Kan du give løsningen – være den første til at gøre noget nemmere? Være den første til at stikke ud. Være den første cykelhandler til at give cyklisterne noget at snakke om?