Jeg bor tæt på en Fakta og når jeg går en tur passerer jeg ofte flaskeautomaten. Billedet ovenfor repræsenterer udsigten ind af døren til flaskeautomaten de fleste aftener.

Det er altså ikke et særligt tilfælde, men en daglig situation.

Det er uindbydende, ulækkert og uflinkt (og Fakta gør meget ud af at være flinke) – og så undrer det mig, at Fakta ikke gør noget ved det, for det er ret let at løse:

1. Køb en skraldespand mere

Sådan en skraldespand koster nok omkring 1000,- og vil med ét slag gøre flaskeautomatområdet mindre ulækkert for både kunder og den stakkels medarbejder, der skal rydde op.

Faktisk vil opgaven måske gå fra at være ulækker til at være ok – og den vil helt sikkert tage mindre tid. Og mindre tid betyder, at den tid medarbejderen bruger på at rydde op og vaske gulv, kan bruges på mere værdiskabende opgaver = omkostningen til skraldespanden tjener sig selv hjem ganske hurtigt.

2. Tøm skraldespanden oftere

Den anden løsning koster endnu mindre, men kræver lidt systematik; for det vil være, at skraldespanden tømmes oftere.

En simpel måling af skraldevolumen fx hver anden time i et par dage, vil give data på, hvad der vil være den optimale timing, så man ikke tømmer en skraldespand, der kun er 20 % fyldt.

Ikke noget, der virker som en uoverskuelig opgave, vil jeg mene.

Broken windows theory

Situationen er et godt eksempel på det, der kaldes Broken Windows Theory.

Teorien handler om, at vi mennesker kopierer adfærd fra hinanden – også “dårlig adfærd”.

Når en forladt bygning har et par ødelagte vinduer, bliver det mere okay at smadre et mere, for det har andre jo også gjort.

Så når skraldespanden er overfyldt og det derfor faktisk er umuligt at “gøre det rigtige”, så er der på et tidspunkt en kunde, der i desperation smider den fedtede bærepose på gulvet. ”Det første vindue er smadret” og andre kunder kopierer (tydeligvis) den nye adfærd.

Har Fakta styr på basics?

Når udfordringen ikke løses, fortæller det mig, at der ikke er styr på de helt basale ting i denne Fakta – for hvordan ser det mon ud andre steder, som jeg ikke har adgang til?

I et marked, hvor konkurrenten ligger få hundrede meter i den anden retning, betyder de helt små ting meget både lavpraktisk og symbolsk.

Og jeg har i hvert fald ikke lyst til at købe grøntsager, kølevarer og i det hele taget støtte en virksomhed, der ikke virker til at have styr på the basics.

Har du? Og er der styr på basics i din virksomhed?