I går købte jeg nogle ting i Rema1000 ved Forum. Pigen ved kassen – vel en 19-20 år gammel – er hurtig, så der opstår lidt ventetid på dankort og kassesystem i hver ekspedition.

I stedet for at lave ingenting (eller tjekke sin telefon eller sukke over systemet), tager hun den næste kundes indkøbspose og åbner den, så den er lettere at fylde varer i.

Sådan en pose kan godt drille, så det kan tage 3-4 sekunder at få den åbnet. Cirka den samme tid, som det tager dankortautomaten at gennemføre en betaling.

Pointen
Det kan virke som en lille ting, men når over halvdelen af kunderne køber en pose, så er der mange, der oplever denne lille ekstraservice.

Samtidig betyder det, at posen kommer først ned for enden af båndet og er klar til, at kunden straks kan pakke varer. Det rydder båndet hurtigere, hvilket giver mulighed for at ekspedere kunderne lidt hurtigere = lidt kortere ventetid for dem, der står i kø.

Det koster ikke noget, den søde pige udfylder ventetiden med noget værdiskabende, og kunderne får lige lidt ekstra. Smukt!