Det kører bare at have en BroBizz. Jeg er glad for min og den eneste ting, jeg har gjort de sidste tre-fire år, er at opdatere mit betalingskort. Nemt.

Nu har BroBizz A/S så sendt mig en mail om, at vilkårene for BroBizz bliver opdateret. Det er fint og forventeligt.

Det jeg ikke havde forventet er, at BroBizz har gjort sig umage, for at gøre det lettere for mig som kunde; de har nemlig skrevet de væsentligste vilkårsændringer ind i selve mailen. Smart!

De fulde vilkår er nemlig en tætskrevet fem-siders sag, og lur mig om ikke langt de fleste BroBizz-kunder har bedre ting at tage sig til end at stave sig igennem fem siders juridisk mumbo-jumbo.

Basalt set handler det jo om, hvorvidt man stoler på selskabet bag vilkårene eller ej. Og jeg stoler på BroBizz A/S.

Så jeg ville helt sikkert ikke have læst vilkårene, hvis de blot havde gjort hvad de fleste virksomheder gør i den situation: varslet en dato via mail eller brev og henvist til de fulde vilkår.

Det væsentligste af det væsentligste

Her er det meste af mailen fra BroBizz A/S – lad mig fremhæve fire ting:

brobizz-terms-email

Den kundeorienterede mail fra BroBizz (pilene er indsat af snakbar)

  1. De gør mig opmærksom på, at nedenstående er ”de væsentligste ændringer” – altså ikke alle ændringer.
  2. De gør opmærksom på, at der nu findes en BroBizz-app. Det vidste jeg ikke – god og relevant information.
  3. Hvis jeg ikke bruger min BroBizz i tre år, kan min aftale blive opsagt. Fair nok – og hvor kan jeg tjekke, hvornår jeg sidst har brugt den; det får jeg at vide med det samme. Bravo.
  4. Og en beroligende “Bemærk“: jeg vil ikke bare pludselig få deaktiveret min BroBizz; jeg bliver kontaktet før det sker. Pyha, så er jeg rolig igen.

BroBizz A/S skal have point for at bryde med en kedelig tradition for at gøre det til kundens ansvar at forstå vilkårsændringer. Hvis man som virksomheder respekterer relationen, gør man det naturligvis nemt at forstå, hvad der ændres og hvilke konsekvenser det har. Det glemmer mange organisationer.

Relevant og kundeorienteret

BroBizz A/S gør altså en ellers kedelig, teknisk mail til et stykke brugbar og relevant kommunikation (jeg lærte fx at de har udviklet en app).

Et stykke kommunikationsarbejde, der nok har krævet en times ekstra indsats – en lille omkostning for at vise med handling, at BroBizz A/S formår at tænke kundeorienteret. Stærkt.